Tour de Bornholm

Jeg tror i har bemærket min begejstring for kunst, kunsthåndværk og keramik i særdeleshed. Jeg er vild med den passion, der bliver lagt i designet og fremstillingen af produkterne og den autensitet der ligger i en håndlavet vare, der ofte er helt unik og altså ikke står i 1000 vis af andre hjem landet over. 

Bornholm er et paradis for os, der elsker kunsthåndværk. Her er en meget tæt koncentration af kunstnere og håndværkere (indenfor bl.a. glas, keramik, træ og tekstil), at en uges ferie langt fra er nok til at nå dem alle.
For kunstnerne er Bornholm også et paradis med sin fantastiske, unikke og til tider barske natur. Sit helt specielle lys og mange solskinstimer. Og måske også den fornemmelse af isolerering fra resten af verden, man kan føle herovre, er med til at fremme kreativiteten. Her er nemlig RO! Og det kræver de fleste kreative sjæle.

Jeg har besluttet at udforske min passion for keramik og kunsthåndværk lidt mere. Jeg har lyst til, at høre historierne bag værkerne og forstå hvor inspirationen kommer fra. Det giver mig altid en helt anden oplevelse af kunsten og håndværket, når jeg lærer udøveren at kende og forstår processen bag produktet.
Så jeg tager på tour! Rundt på Bornholm. Besøger udvalgte kunsthåndværkere. Mine oplevelser vil jeg løbende dele hér og på den måde, forhåbentlig, give dig inspiration til dit næste indkøb, der kan gøre din bolig helt personlig.


1.stop: Anne Cirkola og Helle Theilgaard

Anne og Helle har hver deres lange kreative karriere og mangeårige selvstændige virksomhed foran sig. Anne som maler, designer og illustrator. Helle som keramiker.
Men for tiden arbejder de sammen om et spændende projekt, hvor Helle former keramikken og Anne dekorerer den. Det er faktisk ikke helt almindeligt, at opleve en kunstner og en kunsthåndværker arbejde sammen. Jeg får her lyst til at sige, at magen til åbenhed og oprigtig hjertevarme, som jeg mødte hos de damer, er heller ikke helt almindelig. Det er fantastisk og en STOR oplevelse!

Projektet, der bliver udstillet på Bornholms Museum til efteråret 2011, udspringer af en brændende interesse for Den Nordiske Mytologi, dens historier og de arkæologiske fund fra vikingetiden i Danmark.
Krukker, vaser, skåle og fade formgiver Helle efter Annes tegninger af de originale fund. Anne dekorerer senere værkerne med billeder inspireret af historierne om de Nordiske Guder og vikingetroen generelt. Værkerne får farve, men bliver ikke glaseret, hvilket giver dem et meget råt og helt autentisk udtryk.





Alle værkerne kommer til salg som unika, i første omgang på Bornholms Museum. Det lille krus med hanen er en del af en sideløbende serie unika dekorerede krus, som allerede nu kan købes Textillita i Rønne. De har webshop og er på Facebook.

____________________________________________________________________

2.stop: Helle Theilgaards værksted

På 1. stop besøgte jeg Helle Theilgaards værksted sammen med Anne Cirkola og blev præsenteret for deres spændende samarbejde.

I dette indlæg vil jeg vise billeder fra Helles værksted/butik og præsentere nogle af hendes værker (der er nemlig rigtig, rigtig, rigtig mange!!).
Det er altid en stor oplevelse at besøge en kunstners værksted. Jeg er ret vild med den rå stemning, der ofte er. Men også et rum, der emmer af kunstnerens passion og kreative drivkraft.
Det er altid spændende, hvordan andre mennesker indretter sig, men kreative sjæle gør det oftest meget personligt og med hjertet. Efter min mening de mest interessante boliger og rum.
Helles værksted er fyldt med keramik, naturligvis. Oppe, nede og overalt. Blandet med materialer fra naturen, som Helle er vældig inspireret af - både i former og farver. Arbejdstegninger, pladesamling, bøger fylder også rummet, giver det varme og et helt personligt udtryk.







Og værkerne. Eller rettere, et lille udpluk af dem:





En lille sjov bonus anekdote: Da Helle hørte navnet på min blog og forstod, at jeg er fascineret af patchwork, hev hun fotoalbummet frem og viste mig sin hjemmesyede brudekjole. I patchwork. FANTASTISK!! 
I sandhed en kvinde, der følger sit hjerte og ikke moden. RESPEKT.

___________________________________________________________

3. Stop: Kunstmaler Susanne Sarup.

På min tour rundt i den Bornholmske kunsthåndværker verden er jeg nu nået til en kunstmaler. Susanne Sarup. Susanne inviterede mig ind i sit atelier (og galleri), som er i hendes private hjem i Rønne. Der er for mig noget ganske særligt, ved at få lov til at snuse rundt i værkstedet. Denne oase af kreativitet. Som for mange kunstnere er meget privat. (Måske derfor, det er så svært for mig at billeddokumentere...?)
Men Susanne er meget åben både som person og kunstner, så her møder jeg kun åbne døre. Vi mødtes faktisk lidt tilfældigt på Facebook, hvor Susannes livsenergi lyste ud af hende og jeg blev nysgerrig på hendes kunst. Jeg skal love for, at hendes malerier afspejler den energi og livsglæde! Med de klareste farver og glade budskaber. 
Susanne inspireres af livet og naturen. Af bevægelse i motivet og personlige udtryk hos mennesker. Især motivet af dansende ballerinaer går igen og stankelben, som hun kalder en del af sine øvrige figurer. Men også dyr optager Susanne, særligt køer for tiden. "De er vildt sjove at tegne", griner Susanne og understreger, at det skal være 100% sjovt at udøve sin kunst. Jeg falder også over nogle tusch tegninger med en smuk ballerina. 
Egentlig var det ud fra fantasien, at disse ballerinaer opstod, men på en udstilling mødte Susanne en balletdanser, der blev så begejstret for hendes streg, at hun indvilgede i at stå model til nogle værker. Det møde er der kommet en hel serie, meget populære tegninger og malerier ud af. 











    

Du kan se mere om og af Susanne Sarup på hendes website. Bl.a. hvor og hvornår hun udstiller sine værker.




___________________________________________________________

4. Stop: Kunstmaler Ulla Lyme.

Så stopper tourbussen ved endnu en kunstmaler. Ulla Lyme. Her blev jeg meget gæstfrit budt på frokost en søndag i maj. En meget meget hyggelig frokost i Ullas dejlige stue, som for tiden gør det ud for både udstilling og butik. 
Ulla har også et selvstændigt galleri, der åbner om sommeren. Galleri Bjerrelide hedder det og er en del af landstedet, som Ulla og hendes mand bor på i Bodilsker ved Nexø. De er ved at gøre galleriet klar til sæsonen og det passer mig da utrolig godt, for så får jeg mulighed for at se Ullas kunst i sine rette omgivelser, nemlig i boligen. 
Vi har en rigtig fin snak over frokosten og jeg spørger som altid til, hvor inspirationen til kunsten kommer fra. For Ullas vedkommende tager den udgangspunkt i hende selv og de iagttagelser hun gør sig i livet og dagligdagen, barndommen og livet på Bornholm, samt en kærlighed til finurligheder og humor i mennesker.
Ulla Lymes malerier er udtryk for glæde og bliver kun til i glæde.
Stilen kalder hun naivistisk figurativ. Og det er nok netop det, der tiltaler så mange, mener Ulla, da jeg spørger til, hvad der har givet hende den succes hun nyder. At kunsten er tolkningsfri og uhøjtidelig. Den tiltaler alle aldersgrupper, fordi det er let at identificere sig med figurerne og forstå motiverne. Som beskuer opleves tryghed, fordi man ikke nødvendigvis skal have særlige evner for billedtolkning, men bare nyde indtrykkene. 
Personligt nyder jeg farverne i Ullas malerier. Synes der er en fin harmoni i farvevalg og -sammensætninger. Og stuen/udstillingen som helhed er virkelig skøn. At Ulla har en tid som dekoratør bag sig, fornægter sig bestemt ikke!











Når man nu er en kreativ sjæl, kan man jo lige så godt prøve forskellige håndværk af! Det er i hvert fald Ulla Lymes holdning. Så både keramikken og glaspusteriet er blevet afprøvet, med disse fine resultater:


Fra Ullas hjemmeside har jeg lånt disse nærbilleder af malerier, som jeg ikke selv kunne tage med mit mobilkamera:





Besøg Ulla Lymes hjemmeside hér




Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...