Så stopper tourbussen ved endnu en kunstmaler.
Ulla Lyme. Her blev jeg meget gæstfrit budt på frokost en søndag i maj. En meget meget hyggelig frokost i Ullas dejlige stue, som for tiden gør det ud for både udstilling og butik.
Ulla har også et selvstændigt galleri, der åbner om sommeren. Galleri Bjerrelide hedder det og er en del af landstedet, som Ulla og hendes mand bor på i Bodilsker ved Nexø. De er ved at gøre galleriet klar til sæsonen og det passer mig da utrolig godt, for så får jeg mulighed for at se Ullas kunst i sine rette omgivelser, nemlig i boligen.
Vi har en rigtig fin snak over frokosten og jeg spørger som altid til, hvor inspirationen til kunsten kommer fra. For Ullas vedkommende tager den udgangspunkt i hende selv og de iagttagelser hun gør sig i livet og dagligdagen, barndommen og livet på Bornholm, samt en kærlighed til finurligheder og humor i mennesker.
Ulla Lymes malerier er udtryk for glæde og bliver kun til i glæde.
Stilen kalder hun naivistisk figurativ. Og det er nok netop det, der tiltaler så mange, mener Ulla, da jeg spørger til, hvad der har givet hende den succes hun nyder. At kunsten er tolkningsfri og uhøjtidelig. Den tiltaler alle aldersgrupper, fordi det er let at identificere sig med figurerne og forstå motiverne. Som beskuer opleves tryghed, fordi man ikke nødvendigvis skal have særlige evner for billedtolkning, men bare nyde indtrykkene.
Personligt nyder jeg farverne i Ullas malerier. Synes der er en fin harmoni i farvevalg og -sammensætninger. Og stuen/udstillingen som helhed er virkelig skøn. At Ulla har en tid som dekoratør bag sig, fornægter sig bestemt ikke!
Når man nu er en kreativ sjæl, kan man jo lige så godt prøve forskellige håndværk af! Det er i hvert fald Ulla Lymes holdning. Så både keramikken og glaspusteriet er blevet afprøvet, med disse fine resultater:
Fra Ullas hjemmeside har jeg lånt disse nærbilleder af malerier, som jeg ikke selv kunne tage med mit mobilkamera:
Besøg Ulla Lymes hjemmeside
hér.